Et højbed i træ er en af de bedste investeringer, du kan gøre i din køkkenhave. Du får en behagelig arbejdshøjde, kan bedre beskytte mod snegle, og du bestemmer selv præcis hvilken jord dine grøntsager vokser i. Med lærketræ eller douglasgran bygger du et højbed, der holder mange år – helt uden træbeskyttelse.
I denne guide viser vi dig, hvordan du selv bygger et solidt højbed af træ med simple redskaber. Guiden er baseret på vores egne erfaringer fra Økohaven.
Hvorfor vælge lærketræ eller douglas til dit højbed?
Når du skal bygge et højbed af træ, er valget af træsort det vigtigste. Vi anbefaler lærketræ eller douglasgran af to grunde:
- Naturlig holdbarhed – begge træsorter er ret naturligt modstandsdygtige mod råd og svamp, så du behøver ikke trykimprægneret træ, som kan afgive kemikalier til jorden.
- Længere levetid – et højbed i lærk eller douglas holder langt længere end fyr eller gran. Gå helst efter kernetræet (tættest på midten af stammen – det holder længst). Lærk og douglas holder ikke så længe som eg eller robinie, men sidstenævnte er til gengæld også langt dyrere.
Undgå trykimprægneret træ i din køkkenhave – kemikalierne kan sive ud i jorden, og det er ikke noget, du vil have tæt på dine grøntsager.
Materialer du skal bruge
Lad os tage udgangspunkt i et højbed med ydre mål på præcist 200 × 100 × 20 cm (længde × bredde × højde). Grunden til vi sigter efter dette mål er hvis du ønsker at eftermonterer sneglekanter (så kan du nemlig få 1m sneglekanterne til at passe fint på bedet). Du kan selvfølgelig justerer målene præcist til dit behov. Det samme med tykkelsen: pas dog på med ikke at gå med for tynde brædder, så mister du stabilitet og holdbarhed over tid.
Til et højbed med disse mål skal du bruge:
| Del | Antal | Mål | Materiale |
|---|---|---|---|
| A | 2 stk | 195 × 20 × 2,5 cm | Lærk/douglas brædder |
| B | 2 stk | 100 × 20 × 2,5 cm | Lærk/douglas brædder |
| C | 4 stk* | 38 × 7,5 × 7,5 cm | Hjørnestolper (lærk/douglas) |
| D | 20 stk | 4,2 × 56 mm | Rustfrie træskruer |
Tip: Køb brædderne hos dit lokale trælasthandel og få dem savet til mål, eller tjek hos et savværk. Gå efter rustfrie skruer – ellers ruster skruerne nemt i fugtig jord.
*Ønsker du et 40 cm højt højbed istedet? Køb dobbelt op på materialer, og få hjørnestolperne savet i en længere længde (se beskrivelse længere nede).

Værktøj du skal bruge
- Boremaskine med bor (lidt tyndere end skruerne)
- Bits der passer til dine skruer
- Sav (hvis brædderne ikke er savet til mål)
- Skruetvinge (anbefales!)
- Sandpapir
- Evt. vaterpas
Samlevejledning – 20 cm højt højbed
Inden du går i gang:
- Forbor altid med et træbor, der er lidt tyndere end skruen – ellers risikerer du, at træet flækker.
- Brug en skruetvinge til at holde stolperne fast under boring og skruning.
- Montér første langside. Tag ét langt bræt (A) og montér 2 hjørnestolper (C) på det. Placér stolperne ca. 2 cm under overkanten af brættet og helt ud til enden, så stolpen flugter. Forbor og skru fast.
- Montér anden langside. Gentag med det andet lange bræt (A) og de 2 resterende hjørnestolper (C).
- Sæt endestykkerne på. Skru de 2 korte brædder (B) på som endestykker, så de dækker både hjørnestolpen og enden af det lange bræt.
- Placér og finish. Det færdige højbed måler nu på ydersiden 200 × 100 × 20 cm. Grav hjørnestolperne ca. 20 cm ned i jorden, så højbedet står stabilt. Puds eventuelle kanter med sandpapir.

Vil du have et 40 cm højt højbed?
Et 40 cm højt højbed giver en mere behagelig arbejdshøjde og er ideelt, hvis du har problemer med ryggen. Du skal så bruge dobbelt så mange materialer – og så skal have nogle længere hjørnestolper.
Forskellen i samlingen:
- Hjørnestolperne (C) skal ikke saves i 38cm længde: du skal istedet have 4 stk. af 76 × 7,5 × 7,5 cm stolper.
- Montér 2 lange brædder (A) over hinanden på hver langside.
- Montér 2 korte brædder (B) over hinanden på hver kortside.
- Enderesultat: 200 × 100 × 40 cm.
- Grav stolperne ca. 38 cm ned for ekstra stabilitet.
Hvad fylder du højbedet med?
Når højbedet står klar, er det fristende at fylde det med ren muld – men der er en bedre måde. Byg det op i lag:
| Lag | Dybde | Materiale |
|---|---|---|
| Bund | Nederste 5-15 cm | Grene, kvas og groft haveaffald — skaber dræning og nedbrydes langsomt |
| Midt | 5-15 cm | Halvkomposteret materiale, blade eller græsafklip |
| Top | 5-15 cm | God kompostjord eller købt muld — her planter du |
Højbedet synker naturligt 5-10 cm, når materialet nedbrydes. Fyld bare på med ny kompost.
Skal højbedet have bund? Nej – et højbed uden bund er bedst, så vand kan drænes uden problemer. Læg evt. et lag hønsenet i bunden, hvis du har problemer med mosegrise.
Beskyt dit højbed mod snegle
Et højbed i træ er desværre en magnet for dræbersnegle – de kravler nemt op ad brædderne. Løsningen er en sneglekant (også kaldet sneglehegn), som monteres øverst på højbedet. Sneglekanten har en bukket 55-graders vinkel, som sneglene ikke kan passere. Vi har brugt dem i vores egne haver i årevis, og de virker. Se vores sneglekanter her – de passer til alle højbede i træ.
Gør højbedet komplet – insektnet som overdækning
Vil du også beskytte mod kålsommerfugle og andre skadedyr? Læg et insektnet (kålnet) over højbedet, så du har en komplet løsning: sneglekant mod snegle, insektnet mod flyvende insekter. Se vores insektnet her.
Tips og tricks
- Orientér højbedet nord-syd — så får begge sider sol i løbet af dagen.
- Maks 120–150 cm bredt — så kan du nå ind til midten fra begge sider.
- Behandl ikke træet — lærk og douglas klarer sig fint uden olie eller lak, og det holder køkkenhaven kemifri.
- Placér på flad jord — brug et vaterpas under samlingen.
God fornøjelse med byggeriet!
Se vores sneglekanter og insektnet til højbede lige nedenfor:
Sneglekanter til højbede
Insektnet og kålnet
-

Insektnet – 2,6x10m (pre-cuts)
490,00 kr. -

Insektnet – 2,6x5m (pre-cuts)
295,00 kr. -

Insektnet – 3,6x10m (pre-cuts)
590,00 kr. -

Insektnet – 3,6x5m (pre-cuts)
395,00 kr. -

Insektnet (bioplast PLA) – 2,1x5m
299,00 kr. -

Insektnet / kålnet – hele ruller
Prisinterval: 4.999,00 kr. til 5.699,00 kr. -

Net støtte (hætte)
19,50 kr. -

Sandsække 27x60cm grøn
15,00 kr.













